Bettina Antitsch Mortensen vinder Ejendomsprisen: Årets Velkomst 2023

8. september 2023

Da Bettina Antitsch Mortensen i juli blev nomineret til Ejendomsprisen 2023 i kategorien Årets Velkomst, var vi hos M+ både stolte og glade. Og nu kan vi så med endnu mere glæde og stolthed i stemmen fortælle, at Bettina også vandt prisen.

Det var på et meget trist grundlag, at Bettina trådte ind i ejendomsbranchen, men sammen med teamet i M+ koncernen, har hun formået at drive virksomheden videre i Michaels ånd.

Estate Medias pris for Årets Velkomst understreger Bettinas positive indtrædelse i branchen og i M+, og det er en stor ære for både os og Bettina at modtage den.

Selv udtaler Bettina:

“Det var med meget blandede følelser, at jeg modtog denne her nominering, fordi den kom på den baggrund, som den gjorde. At træde ind i Michaels aktiviteter har været det nemmeste i en forfærdelig tid. Vi har drevet virksomhederne videre i Michaels ånd, og på den måde kan man sige, at Michaels ånd lever videre.

Jeg ser denne her pris som en kæmpe, stor krammer fra hele branchen til mig”.

Prisen som Årets Velkomst går til en ny virksomhed eller initiativ i branchen, som viser sig som bemærkelsesværdig og spændende for branchens udvikling på en måde, der er lidt ud over det sædvanlige.